Hvem er disse hedninger i Bibelen, og hvor er de i dag? V�r forberedt p� at overveje, at i det mindste nogle af hedningerne i Bibelen muligvis ikke er, hvem du tror, de er. Denne bog vil bibelsk, ark�ologisk og historisk p�vise, at mange mennesker, der i dag anser sig selv for at v�re hedninger, faktisk er israelitter, og at mange mennesker, der anser sig selv for at v�re j�der, faktisk er hedninger. Lyder det forvirrende? Kom i hu, at sandheden ofte er mere m�rkelig end sk�nlitteratur, og at fejl ofte flyver p� sandhedens vinger.

Hvis disse udtalelser er sande, kan man t�nke sig til den dybe effekt, de vil have p� mange kristnes eskatologi, og, ligeledes, sandsynligvis vil �ndre deres livsperspektiv i sin helhed.

For at identificere hedningerne i Bibelen er det f�rst n�dvendigt at have identificeret j�derne og israelitterne korrekt. Den kendsgerning, at j�der og israelitter ofte er adskilte og forskellige folk, er en vigtig detalje, der overses af de fleste kristne.

I Bibelen er racem�ssige j�der (bedre gengivet med jud�ere) israelitter, men israelitter er ikke altid jud�ere. Denne kendsgerning overses af Foy Wallaces bog God’s Prophetic Word. Wallace konkluderede, at fordi at ”betegnelserne ’j�de’ og ’Israel’ bliver brugt som synonymer” i Bibelen, ”er de identiske”. Denne fejl kan sammenlignes med udtalelsen, ”Fordi alle franske pudler er hunde, s� er alle hunde franske pudler.” At kalde alle israelitter for jud�ere, ville v�re det samme som at kalde alle amerikanere for nebraskaanere. De fleste nebraskaanere er amerikanere, men ikke alle amerikanere er nebraskaanere. Det samme er sandt for betegnelsen ”j�der”, som anvendt i Bibelen. Denne skelnen bliver anerkendt i The New Unger’s Bible Dictionary: ”J�DE… En jud�er, d.v.s . en efterkommer af Juda … et navn dannet fra patriarken Judas navn, og f�rst anvendt om Judas stamme eller land, eller om en borger i Judas rige (2. Konge 25:25; Jeremias 32:12; 38:19; 40:11; 41:3; 52:28) til forskel fra de l�srivende ti stammer, israelitterne.”

Tre andre Bibel-ordb�ger bekr�fter denne skelnen: ”J�DE … oprindeligt et medlem af staten Juda (2. Konge 16:6; Nehemias 1:2; Jeremias 32:12), og s�ledes anvendt om udl�ndinge fra det 8. �rhundrede f.Kr. og fremefter…” (New Bible Dictionary, 1982) ”J�DE … Dette ord forekommer ikke i den gammel-testamentlige litteratur tidligere end Jeremias’ periode. Det betyder da en borger, eller unders�t, i riget Juda (2. Konge 25:25; Jeremias 32:12; 4:9; o.s.v.).” (A New Standard Bible Doctionary, 1936) ”J�de … Dette navn bruges passende om et medlem af Judas rige efter adskillelsen fra de ti stammer [eller Israels hus’ rige]. Denne betegnelse g�r f�rst sin tilsynekomst lige f�r de ti stammers fangenskab [fra assyrerne]. 2. Konge 16:6.” (Peloubet’s Bible Dictionary, 1947)

I det f�rste kapitel af 1980-udgaven af The Jewish Almanac, med titlen Identity Crisis, begynder med den f�lgende udtalelse: ”Strengt talt, s� er det ukorrekt at kalde en israelit fra oldtiden for en ’j�de’…”

De nu n�vnte udtalelser st�r i mods�tning til de ubegrundede antagelser fra mange kristne. Overvej f.eks. de f�lgende udtalelser fra James Kennedy, Pat Robertson og Tim LaHaye: ”Gennem j�dernes historie var de i tr�ldom hos egypterne, assyrerne, babylonierne, filistrene og kana’an�erne.” (James Kennedy: Character & Destiny: A Nation in Search of Its Soul, 1991.) Rettelse: Alle Israels tolv stammer, ikke blot jud�erne, var i fangenskab hos egypterne.

”Jakobs Guds lov blev bevaret ved det j�diske folk, der var efterkommerne af Jakobs tolv s�nner, som den sande herskerorden for alle nationerne.” (Pat Robertson: The New World Order: Will It Change the Way You Live, 1991.) Rettelse: Efterkommerne af Jakobs tolv s�nner var israelitter, ikke jud�ere. Jud�erne var efterkommerne af Jakobs fjerde s�n, Juda.

” J�der: Abrahams efterkommere gennem Isak. De startede ikke som hebr�ere, men blev til Israels tolv stammer…” (Tim LaHaye: Rapture under Atack: Will You Escape the Tribulation, 1998.) Rettelse: Jud�erne var Abrahams efterkommere gennem Juda, og de udgjorde til at begynde med kun �n af Israels stammer.

P�standen, at Judas stamme blev til Israels tolv stammer, er s� fejlagtig som p�standen, at Rubens stamme, eller Gads stamme, eller nogen anden stamme, blev til Israels tolv stammer. Hvis LaHayes udtalelse er rigtig, ville det betyde, at Isaks s�n, Jakob, var en jud�er, og at hans tvillingebroder, Esau, og hans efterkommere, ogs� var jud�ere. Dette er ganske tydeligvis forkert.

I sin bog What Price Israel? vidner den j�diske forfatter, Alfred M. Lilienthal, at betegnelsen ”j�de” ikke automatisk er synonym med betegnelsen ”israelit”. Hans udtalelse lader ingen tvivl om, at der er en overordnet misforst�else og forkert anvendelse af ordet ”j�de(r)”: ”Den j�diske racemyte flyder ud fra den kendsgerning, at ordene hebr�er, israelit, j�de, j�dedom og det j�diske folk er blevet anvendt som synonymer for at antyde en historisk kontinuitet. Men dette er et misbrug. Disse ord refererer til forskellige perioder i historien. Hebr�er er en betegnelse, der korrekt anvendes om perioden fra begyndelsen af Bibel-historien til bos�ttelsen i Kana’an. Israelit refererer korrekt til medlemmer af alle Israels tolv stammer. Yehudi eller j�de anvendes i Det Gamle Testamente for at betegne medlemmer af Judas stamme, efterkommere af Jakobs fjerde s�n, s�vel som at betegne borgere i Judas rige, specielt p� Jeremias’ tid og under den persiske bes�ttelse. �rhundreder senere blev den samme betegnelse anvendt om enhver, ligegyldigt af hvilken oprindelse, hvis religion var j�dedom.” ( Alfred M. Lilienthal: What Price Israel, 1953)

I The History of Ancient Israel, lyder ekkoet fra Lilienthal hos Michael Grant, ved at pointere, at betegnelserne ”j�de”, ”hebr�er” og ”israelit” ikke altid kan anvendes i fl�ng: ”’J�de’, ’hebr�er’, ’israelit’ bliver nogle gange anset for synonymer, men dette er strengt taget ikke tilf�ldet. Ordet ’j�de’ (oprindeligt om efterkommerne af Jakobs fjerde s�n Juda) indeholder en bred vifte af betydninger – religi�s, kulturel, etnisk, biologisk – som betyder, at betegnelsen n�ppe kan bruges uden en vildledende effekt, f�r Israels eller Judas fald, eller s�gar, som nogle ville sige, f�r de i eksils tilbagevenden[fra Babylon]… Betegnelsen ’israelitter’ eller ’Israels folk’ bliver brugt i tidligere perioder … Men s� snart vi har n�et den epoke, hvor landet er blevet delt mellem Israels og Judas riger, vil ’israelitter’ og ’Israels folk’ ganske bevisligt blive opgivet som generiske betegnelser.” (Michael Grant: Appendix 11, The Names of the Country and the People, fra The History of Ancient Israel, 1984.)

Bibelen bruger ikke betegnelsen ”j�der”, n�r den refererer til Jakobs tolv s�nner som en helhed, eller til deres efterkommere, der blev til Israels tolv stammer, af den enkle grund, at ikke alle israelitter nedstammede fra Judas stamme, eller rige. Denne fejl har f�rt mange til at beg� fejl i den bibelske fortolkning og eskatologi.

Den tidligste dato, hvor betegnelsen ”jud�er” kunne blive retm�ssigt anvendt, var om enhver, der ved f�dsel var Judas b�rn. Derfor er det fejlagtigt at identificere Abraham, Isak og Jakob eller nogen af Jakobs andre elleve s�nner som jud�ere eller j�der. At kalde Abraham for en jud�er, ville betyde, at alle hans efterkommere, herunder hans f�rstef�dte s�n Ismael, stamfaderen til nutidens arabere, ville v�re jud�ere. Kort fortalt, hvis Abraham var j�de, s� ville nutidens arabere v�re jud�ere.

Det er endvidere fejlagtigt at kalde Abraham for en israelit. De f�rste israelitter var b�rn af hans barnebarn Jakob, hvis navn blev �ndret til Israel. Abraham bliver retm�ssigt identificeret som en hebr�er i 1. Mosebog 14:13.

Bibelen identificerer passende folket kendt som j�der eller jud�ere. Ved Salomos s�n, kong Rehabeams tid, bestod nationen Israel af tolv stammer, der var delt i to huse, Judas hus og Israels hus. 1. Kongebog 12 har detaljer om denne deling.

Kun folket fra Judas hus blev kendt som j�der, som det gengives i de engelske versioner af Bibelen [O.a.: Og de danske.]. Den f�rste forekomst af ordet ”j�de” i Bibelen findes i 2. Konge 16:6, og det er efter, at de to huse er blevet delt. [O.a.: I den danske autoriserede overs�ttelse fra 1992 f�rste gang i Ester 2:5.] Fra denne tid og fremefter anvender Bibelen alene ordet ”j�der” om efterkommerne af Judas stamme eller borgerne i det sydlige rige eller Judas hus. De eneste undtagelser findes i Ester 8:17, �benbaringen 2:9 og 3:9, hvor ikke-israelitter antog navnet og/eller religionen fra Judas hus, og blev kendt som jud�ere.

I A Partisan History of Judaism vidnede rabbi Elmer Berger, at alene de folk fra Judas stamme eller folk blev kaldt for j�der i Skriften: ”Det er interessant… at vide, at disse stammer [israelitterne fra alle tolv stammer, der kom ind i Kana’an] og deres f�lgende sammenslutninger, endnu ikke faktisk var j�der; og at der ikke var nogen ’j�disk’ nation. Det var ikke f�r mange �r efter disse folks tidligste oprindelser, at vi finder ordet ’j�der’ i de bibelske tekster. Den tidligste reference er sandsynligvis i Anden Kongebog, kapitel 18, vers 26, hvori det sprog, som folket i det sydlige Judas rige, bliver kaldt for ’j�dernes sprog’. Dette afsnit er i forbindelse med en episode t�t p� perioden for det babyloniske eksil, og folket selv eller deres religion bliver ikke omtalt, af Bibelen, som j�der, indtil efter eksilet.” (Rabbi Elmer Berger: A Partisan History of Judaism, 1951.)

Med undtagelsen af ikke-israelitiske proselytter, der antog navnet fra j�dedommens religion, var folket identificeret som j�der gennem hele Bibelen de fysiske efterkommere af Judas hus, der bestod af stammerne Juda, Benjamin og Levi. Betegnelsen ”j�der” bliver aldrig anvendt i Bibelen om alle Israels tolv stammer.

Den anerkendte jud�iske historiker fra det f�rste �rhundrede, Flavius Josefus, bar vidne om den kendsgerning, at betegnelsen ”j�der” stammede fra Judas stamme, og blev anvendt om efterkommerne af Judas hus, der kom ud af det babylonske fangenskab: ”S� j�derne forberedte sig til arbejdet: det er det navn, de bliver kaldt fra den dag de kom op fra Babylon, som er taget fra Judas stamme, som kom f�rst til disse steder [Jerusalem og Judas land], og derfra har b�de de og landet den ben�vnelse.” (Flavius Josefus: Josephus: The Antiquities of the Jews 11:5:7.)

Mange kristne holder ukorrekt fast ved, at betegnelsen ”j�der” blev synonym med alle tolv stammer, da en rest fra det to-stammede Judas hus vendte tilbage fra det babylonske fangenskab for at genopbygge Jerusalem under Ezra og Nehemias. F.eks. stiller Foy Wallace f�lgende ubegrundede sp�rgsm�l omkring jud�erne: ”Efter tilbagekomsten fra Babylon, p�b�d Ezra et syndoffer for hver eneste af Israels stammer, og han refererede til dem som ’hele Israel’. … Hvorfor ofre for ’hele Israel’, hvis det kun var j�derne, der vendte tilbage fra Babylon, og ikke Israel … ?”

Et fornuftigt svar ville v�re – hvorfor skulle Ezra ikke have gjort det? Der kan ikke bevises noget ud fra den kendsgerning, at Ezra ofrede for alle tolv stammer, da han indviede Guds hus. I den apokryfe 2. Makkab�erbog, skrevet i det andet �rhundrede f.Kr., g�r en pr�st ved navn Jonatan, en lignende ofring, p� hvilken tid, hvor han bad for Israel i sin helhed, selv om kun en del af Judas hus var tilstede p� den tid: ”Da vi st�r for at skulle fejre … l�vhyttefesten og ligesom ildfesten, dengang da Nehemias byggede b�de templet og alteret og bragte ofre … Men offeret blev fort�ret af ilden, holdt pr�sterne b�n, b�de pr�sterne og hele forsamlingen; Jonatan begyndte: … s�vel som Nehemias stemte i. B�nnen havde f�lgende ordlyd: ’Herre, Herre, Gud, altings skaber … Tag imod ofret for hele dit folk Israel, bevar din ejendom, og g�r den hellig! Saml dem af os, der lever i landflygtighed, befri dem, der er slaver hos hedningerne, se til de ringeagtede og afskyede, og lad hedningerne erkende, at du er vor Gud.” (1. Makkab�erbog 1:18-25)

I 1. Konge 18:30-32 bliver vi informeret om, at ”Elias tog tolv sten, svarende til tallet p� Jakobs s�nners stammer” (v. 31), og ”Af stenene byggede han et alter i Herrens [Jahves] navn” (v. 32)p� Karmels bjerg ved den tid og det sted, hvor kun de ti stammer var til stede. Profeten Daniel bad ogs� Jahve om tilgivelse for, ikke blot hans med-jud�ere i det babylonske fangenskab, men for hele Israel n�r og fjern: ”Jeg, Daniel … Jeg bad til Herren [Jahve] min Gud og bekendte … Vi har syndet … Retf�rdigheden tilh�rer dig, Herre [Jahve], skammen i dag tilh�rer os, Judas [hus’] m�nd, Jerusalems indbyggere og alle israelitter, hvad enten vi er n�r eller fjern i alle de lande, du har fordrevet os til, fordi vi var trol�se mod dig … Hele Israel[s nation] overtr�dte din lov …” (Daniel 8:27-9:11)

Det var almindelig skik for pr�ster og profeter at ofre eller bede p� alle tolv stammers vegne, selv n�r nogle af stammerne ikke var til stede p� det tidspunkt. Ezras bog afsl�rer, at Ezra gjorde det samme. Han ofrede for hele Israel – resten af de to stammer, der var vendt tilbage til Jerusalem, og de resterende ti stammer, der var adspredt blandt andre nationer.

The International Standard Bible Encyclop�dia identificerer dem, der vendte tilbage til Jerusalem fra det babylonske fangenskab, og speciferer dem som v�rende fra stammerne Juda, Benjamin og Levi: ”I det f�rste �r af hans [kong Kyros’] styre over Babylon, udstedte han et edikt (2. Kr�nike 26:22 ff; Ezra 1:1 ff), der tillod j�derne at vende hjem, med det bud, at de atter skulle oprejse deres tempel … Som overhoved for dem, der vendte tilbage, stod Shesbazzar, der sandsynligvis er identisk med Zerubbabel … og ogs� ypperstepr�sten Josva … De var ledsaget af blot en lille del af dem i eksil, d.v.s. af 42.360 m�nd og kvinder og b�rn, mandlige og kvindlige tjenere, specielt fra stammerne Juda, Benjamin og Levi, men fra sidstn�vnte stammer flere pr�ster end andre levitter.” (James Orr: Israel, History of, fra The International Standard Bible Encyclop�dia, 1939.)

Jamieson, Fausset og Browns kommentarer om Ezra 2:1 stemmer overens med The International Standard Bible Encyclop�dia: ”… dem, der var blevet f�rt v�k – d.v.s. efterkommerne, herunder b�rn, b�rneb�rn og oldeb�rn af dem, som Nebukadnezar havde f�rt v�k til Babylon. Dem, der bliver n�vnt i f�lgende katalog, var da, ikke af de ti stammer, der var adspredte i forskellige og udbredte distrikter af Assyrien, men j�derne i eksil boede i eller omkring Babylon. Zerubbabel, Judas prins, boede der selv; og derfra flokkedes der j�der omkring hans standard, der udgjorde den f�rste karavane, og udgjorde prim�rt eller udelukkende dem af Judas og Benjamins stammer, der tog initiativet til rejsen til deres f�dres land, b�de fra deres placering i Babylon, og fra deres st�rre interesse i arbejdet om at genopbygge Jerusalem og templet.” (Robert Jamieson, A.R. Fausset og David Brown: A Commentary Critical, Experimental and Practical on the Old and New Testaments, 1967.)

Judas hus bestod af de tre stammer, Juda, Benjamin og Levi: ”Juda og Benjamin … Pr�sterne og levitterne i hele Israel kom fra alle egne og tr�dte i hans [Rehabeam, kongen over Judas hus] tjeneste; levitterne forlod deres gr�smarker og deres ejendom og drog til Juda og Jerusalem …” (2. Kr�nike 11:12-14)

Et lille f�lge af nogle fra de andre ti stammer forbandt sig med jud�erne p� visse tider, if�lge 1. Kr�nike 9:1-3; 2. Kr�nike 11:13-17 og 15:8-9. Mens at dette er sandt, s� forblev der en definitiv skelnen mellem de to huse. 1. Konge 12:23-24, og andre afsnit for talrige til at citere, p�viser denne deling mellem de to huse i Israel.

Folk, der er fast besluttede p� at bruge betegnelsen ”j�der” synonymt med alle Israels tolv stammer fra Ezras og Nehemias’ tid og fremefter, fors�ger at bruge afsnit fra 1. og 2. Kr�nike til at underst�tte deres p�stande. Adam Clarke t�nkte anderledes: ”Judas kongerige udgjordes af stammerne Juda og Benjamin, med levitter; alle de resterende [de ti stammer] forblev i skismen med Jeroboam, og udgjorde Israels kongerige. Selv om nogle af disse stammer faktisk vendte tilbage til Juda, vendte ingen hel stamme nogen sinde tilbage til det kongerige.” (Adam Clarke: Clarke’s Commentary, 1850.)

Et t�t studie af de forudg�ende afsnit og en �rlig evaluering af profeterne tilbageviser enhver fortolkning, der forener Judas hus med Israels hus f�r den ny pagts dispensation. Demografi og sund fornuft sammenstemmer.

Forskellige studier har ansl�et den samlede befolkning i de to huse Israel og Juda p� tiden for deres respektive fangenskaber til et sted mellem fem og tredive millioner. Ezra 2:64-65 erkl�rer, at 49.697 jud�ere vendte tilbage til Jerusalem fra det babylonske fangenskab. Ved at bruge de mest konservative overslag p� 5.000.000 israelitter fra alle tolv stammer i live p� den tid, og tr�kke nogenlunde 50.000 jud�ere fra, der vendte tilbage til Jerusalem, st�r vi tilbage med 4.950.000 israelitter fra begge huse, der ikke vendte tilbage til Jerusalem.

Alene tallene forkaster antagelsen, at begge huse, Juda og Israel, blev genforenet, da de 50.000 jud�ere vendte tilbage for at genopbygge Jerusalem, efter deres babylonske fangenskab.

Jamieson, Fausset og Browns kommentarer anerkender, at jud�erne, der vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon ikke repr�senterede genforeningen af Israels hus med Judas hus, som forudsagt af profeterne: ”… de ti stammer vendte ikke tilbage ved genopbyggelsen fra Babylon, men skal forts�tte adskilt fra Juda indtil den kommende genforening med den stamme ved genoprettelsen … en fremtidig fuldst�ndig opfyldelse heraf m� derfor spejdes efter.”

I det f�rste �rhundrede e.Kr., omtrent 500 �r efter Ezra og Nehemias, placerede Flavius Josefus de adspredte ti stammer hinsides Eufrates-floden: ”… de ti stammer er hinsides Eufrates indtil nu, og er en fantastisk stor m�ngde, og kan ikke ansl�s i antal.” (Flavius Josefus: Josephus: The Antiquities of the Jews 11:5:2.)

Oven i k�bet nutidige j�der l�rer, at alene Juda, Benjamin og Levi vendte tilbage til Jerusalem efter deres fangenskab i Babylon. I en artikel med titlen, Where Are the Ten Tribes? i The Jewish Quarterly Review, skelner Adolf Neubauer mellem de ti stammer og de to stammer, der vendte tilbage fra Babylon: ”Israels fangne i eksil hinsides Eufrates vendte ikke hjem som en helhed til Pal�stina sammen med deres br�dre, de fangne fra Juda … Ezra og Nehemias giver kun opregningen ’Dette er de folk, der stammede fra provinsen Juda, som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem babylonerkongen Nebukadnesar havde f�rt i eksil til Babylon, og som nu vendte hjem til Jerusalem og Juda, hver til sin by.’” (A. Neubauer: Where Are the Ten Tribes?, fra The Jewish Quarterly Review, 1889.)

I Discourses, Argumentative and Devotional on the Subject of the Jewish Religion, skrev rabbi Isaac Leeser, at de to huse ikke blev genforenet efter det babylonske fangenskab: ”Men halvfjerds �r udl�b snart, og ved deres afslutning vendte kun et lille antal j�der, nu ikke l�ngere de forende israelitter, tilbage for at generhverve deres land, og de boede der atter…” (Rabbi Isaac Leeser: Discourses, Argumentative and Devotional on the Subject of the Jewish Religion, 1836.)

Neubauer tilf�jede, at if�lge profeterne, bliver de ti stammer af Israels hus ikke genforenede med de to stammer af Judas hus, indtil Messias’ komme. Han pointerede, at jud�erne ved Ezras og Nehemias’ tid ikke s� p� denne forsoning som havet fundet sted i deres tid, men som noget, der skulle opfyldes i fremtiden: ”… de ti stammers tilbagevenden var et af profeternes store l�fter, og Messias’ komme er derfor n�dvendigvis identificeret med epoken for deres forl�sning … h�bet om de ti stammers tilbagevenden med Messias oph�rte ikke blandt j�derne i tiden for det andet tempel…”

Abraham Yagel, en italiensk j�de fra det sekstende �rhundrede, pointerede, at det ti-stammede Israels hus ikke vendte tilbage ved tiden for genopbygningen af det andet tempel, men at de skulle vende tilbage ved Messias’ f�rste komme. Yagel anerkendte ikke Yeshua [O.a.: Hebraisk for det gr�ske Jesus.] som Messias, derfor forventede han fejlagtigt, at de ti stammer skulle vende tilbage p� en senere dato: ”… det er derfor klart for enhver med sine sansers fulde brug, at stammerne [d.v.s. de ti] stadig eksisterer, og at de vil vende tilbage ved den tid, hvor Forl�seren skal komme til Sion.” (Abraham Yagel: Beth hal-Lebanon, citeret af A. Neubauer, Where Are the Ten Tribes?, fra The Jewish Quarterly Review, 1889.)

Disse kilder beviser i sig selv ingenting. Bibelen m� v�re vor autoritet, og en person beh�ver blot at l�se Ezras og Nehemias’ b�ger for at bekr�fte, at Judas og Israels huse ikke blev genforenet p� det tidspunkt i historien: ”Overhovederne for Judas og Benjamins f�drenehuse br�d nu op tillige med pr�sterne og levitterne, alle, hvis �nd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens [Jahves] tempel i Jerusalem. … da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.” (Ezra 1:5-11) ”Men da Judas og Benjamins fjender h�rte, at de, der havde v�ret i landflygtighed [i Babylon], var ved at bygge Herren [Jahve], Israels Gud, et tempel …” (Ezra 4:1) ”S� gik der bud ud til alle i Juda og Jerusalem, der havde v�ret i landflygtighed, om at samles i Jerusalem. Enhver, der ikke kom i l�bet af tre dage, hans ejendom skulle der l�gges band p� efter storm�ndene og de �ldstes bestemmelse, og han skulle skilles ud fra de landflygtiges forsamling. I l�bet af de tre dage samledes alle Judas og Benjamins m�nd i Jerusalem…” (Ezra 10:7-9) ”Da lagde Gud mig p� sinde, at jeg skulle samle de fornemme, fyrsterne og folket for at lade dem registrere, og jeg fandt bogen med registeret over dem, der tidligere var draget op. I den fandt jeg skrevet: Dette er de folk, der stammede fra provinsen Juda, som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem babylonerkongen Nebukadnesar havde f�rt i eksil, og som nu vendte hjem til Jerusalem og Juda, hver til sin by.” (Nehemias 7:5-7)

Kong Nebukadnesar f�rte kun Judas hus i fangenskab til Babylon, derfor vendte kun dem, der var f�rt til Babylon, tilbage fra Babylon. Ezra bestemte, at Juda og Benjamin repr�senterede ”alle dem i eksil”, for derfor endegyldigt at p�vise, at alene Judas hus vendte tilbage fra det babylonske fangenskab.

Der er ingen bibelsk retf�rdigg�relse for p�standen om, at Israels hus vendte tilbage til Jerusalem sammen med Judas hus. Derfor bliver alene israelitter fra Judas hus, i Ezras og Nehemias’ b�ger, kaldt for jud�ere.

Ezra og Nehemias bruger betegnelserne ”jud�ere” og ”israelitter” i fl�ng, fordi at efterkommerne af Judas hus kunne kaldes ved begge navne. De var jud�ere i ordets sn�vre betydning, og israelitter i brede forstand. Hurlbut’s Story of the Bible skildrer Judas hus’ tvedelte omtale: ”Fra denne tid [jud�ernes fangenskab i Babylon] bliver disse folk kaldt j�der, et navn, der betyder ’folk af Juda’. … Og fordi de engang havde tilh�rt Israels tolv stammer … blev de ogs� omtalt som israelitter.” ( Jesse Lyman Hurlbut: Hurlbut’s Story of the Bible, 1932.)

Denne udtalelse kan man ikke komme med ang�ende Israels ti stammer. Fordi de ikke kan komme under kriterierne for at blive kaldt for jud�ere, var de derfor kun kendt som israelitter.

I Amos 3:7 erkl�rer Jahve, at Han ”g�r ikke noget, f�rend han har �benbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.” Jahve �benbarede aldrig nogen sinde for nogle af Sine profeter, at Han ville bringe b�de jud�ere og israelitter tilbage til Jerusalem umiddelbart efter det babylonske fangenskab. I stedet afsl�rede Han gennem Sin profet Jeremias, at kun jud�ere ville vende tilbage til Jerusalem p� den tid: ”Dette er det brev, profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de overlevende �ldste blandt de landflygtige og til pr�sterne, profeterne og alle dem, som Nebukadnesar havde f�rt bort fra Jerusalem til Babylon. … Dette siger H�rskarers Herre [Jahve], Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har f�rt bort fra Jerusalem til Babylon: … Dette siger Herren [Jahve]: F�rst n�r der er g�et halvfjerds �r i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode l�fte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.” (Jeremias 29:1-10)

Robert Youngs Analytical Concordance to the Bible opsummerer sandheden omkring den bibelske betegnelse ”j�de”: ”Strengt talt, s� er navnet alene passende til unders�tterne af de to stammers kongerige, efter adskillelsen fra de ti stammer i 975 f.Kr.” ( Robert Young: Jew, fra Analytical Concordance to the Bible, 1980.)

Dette f�rste hint fastsl�r, at betegnelsen ”j�de” kun omhandler Judas hus. Denne ene bibelske kendsgerning burde begynde at f� den m�de, som nutidskristne ser p� Bibelens historie og profetier.

Original-titel: The Cast of Characters: Biblical Jews (kapitel 2 fra bogen The Mystery of the Gentiles (Februar 2005)). Ted R. Weiland er pr�st ved Mission to Israel i Nebraska, evangelist, forfatter til en r�kke b�ger, og en efters�gt debatt�r.