Hvem er disse hedninger i Bibelen, og hvor er de i dag? Vær forberedt på at overveje, at i det mindste nogle af hedningerne i Bibelen muligvis ikke er, hvem du tror, de er. Denne bog vil bibelsk, arkæologisk og historisk påvise, at mange mennesker, der i dag anser sig selv for at være hedninger, faktisk er israelitter, og at mange mennesker, der anser sig selv for at være jøder, faktisk er hedninger. Lyder det forvirrende? Kom i hu, at sandheden ofte er mere mærkelig end skønlitteratur, og at fejl ofte flyver på sandhedens vinger.

Hvis disse udtalelser er sande, kan man tænke sig til den dybe effekt, de vil have på mange kristnes eskatologi, og, ligeledes, sandsynligvis vil ændre deres livsperspektiv i sin helhed.

For at identificere hedningerne i Bibelen er det først nødvendigt at have identificeret jøderne og israelitterne korrekt. Den kendsgerning, at jøder og israelitter ofte er adskilte og forskellige folk, er en vigtig detalje, der overses af de fleste kristne.

I Bibelen er racemæssige jøder (bedre gengivet med judæere) israelitter, men israelitter er ikke altid judæere. Denne kendsgerning overses af Foy Wallaces bog God’s Prophetic Word. Wallace konkluderede, at fordi at ”betegnelserne ’jøde’ og ’Israel’ bliver brugt som synonymer” i Bibelen, ”er de identiske”. Denne fejl kan sammenlignes med udtalelsen, ”Fordi alle franske pudler er hunde, så er alle hunde franske pudler.” At kalde alle israelitter for judæere, ville være det samme som at kalde alle amerikanere for nebraskaanere. De fleste nebraskaanere er amerikanere, men ikke alle amerikanere er nebraskaanere. Det samme er sandt for betegnelsen ”jøder”, som anvendt i Bibelen. Denne skelnen bliver anerkendt i The New Unger’s Bible Dictionary: ”JØDE… En judæer, d.v.s . en efterkommer af Juda … et navn dannet fra patriarken Judas navn, og først anvendt om Judas stamme eller land, eller om en borger i Judas rige (2. Konge 25:25; Jeremias 32:12; 38:19; 40:11; 41:3; 52:28) til forskel fra de løsrivende ti stammer, israelitterne.”

Tre andre Bibel-ordbøger bekræfter denne skelnen: ”JØDE … oprindeligt et medlem af staten Juda (2. Konge 16:6; Nehemias 1:2; Jeremias 32:12), og således anvendt om udlændinge fra det 8. århundrede f.Kr. og fremefter…” (New Bible Dictionary, 1982) ”JØDE … Dette ord forekommer ikke i den gammel-testamentlige litteratur tidligere end Jeremias’ periode. Det betyder da en borger, eller undersåt, i riget Juda (2. Konge 25:25; Jeremias 32:12; 4:9; o.s.v.).” (A New Standard Bible Doctionary, 1936) ”Jøde … Dette navn bruges passende om et medlem af Judas rige efter adskillelsen fra de ti stammer [eller Israels hus’ rige]. Denne betegnelse gør først sin tilsynekomst lige før de ti stammers fangenskab [fra assyrerne]. 2. Konge 16:6.” (Peloubet’s Bible Dictionary, 1947)

I det første kapitel af 1980-udgaven af The Jewish Almanac, med titlen Identity Crisis, begynder med den følgende udtalelse: ”Strengt talt, så er det ukorrekt at kalde en israelit fra oldtiden for en ’jøde’…”

De nu nævnte udtalelser står i modsætning til de ubegrundede antagelser fra mange kristne. Overvej f.eks. de følgende udtalelser fra James Kennedy, Pat Robertson og Tim LaHaye: ”Gennem jødernes historie var de i trældom hos egypterne, assyrerne, babylonierne, filistrene og kana’anæerne.” (James Kennedy: Character & Destiny: A Nation in Search of Its Soul, 1991.) Rettelse: Alle Israels tolv stammer, ikke blot judæerne, var i fangenskab hos egypterne.

”Jakobs Guds lov blev bevaret ved det jødiske folk, der var efterkommerne af Jakobs tolv sønner, som den sande herskerorden for alle nationerne.” (Pat Robertson: The New World Order: Will It Change the Way You Live, 1991.) Rettelse: Efterkommerne af Jakobs tolv sønner var israelitter, ikke judæere. Judæerne var efterkommerne af Jakobs fjerde søn, Juda.

” Jøder: Abrahams efterkommere gennem Isak. De startede ikke som hebræere, men blev til Israels tolv stammer…” (Tim LaHaye: Rapture under Atack: Will You Escape the Tribulation, 1998.) Rettelse: Judæerne var Abrahams efterkommere gennem Juda, og de udgjorde til at begynde med kun én af Israels stammer.

Påstanden, at Judas stamme blev til Israels tolv stammer, er så fejlagtig som påstanden, at Rubens stamme, eller Gads stamme, eller nogen anden stamme, blev til Israels tolv stammer. Hvis LaHayes udtalelse er rigtig, ville det betyde, at Isaks søn, Jakob, var en judæer, og at hans tvillingebroder, Esau, og hans efterkommere, også var judæere. Dette er ganske tydeligvis forkert.

I sin bog What Price Israel? vidner den jødiske forfatter, Alfred M. Lilienthal, at betegnelsen ”jøde” ikke automatisk er synonym med betegnelsen ”israelit”. Hans udtalelse lader ingen tvivl om, at der er en overordnet misforståelse og forkert anvendelse af ordet ”jøde(r)”: ”Den jødiske racemyte flyder ud fra den kendsgerning, at ordene hebræer, israelit, jøde, jødedom og det jødiske folk er blevet anvendt som synonymer for at antyde en historisk kontinuitet. Men dette er et misbrug. Disse ord refererer til forskellige perioder i historien. Hebræer er en betegnelse, der korrekt anvendes om perioden fra begyndelsen af Bibel-historien til bosættelsen i Kana’an. Israelit refererer korrekt til medlemmer af alle Israels tolv stammer. Yehudi eller jøde anvendes i Det Gamle Testamente for at betegne medlemmer af Judas stamme, efterkommere af Jakobs fjerde søn, såvel som at betegne borgere i Judas rige, specielt på Jeremias’ tid og under den persiske besættelse. Århundreder senere blev den samme betegnelse anvendt om enhver, ligegyldigt af hvilken oprindelse, hvis religion var jødedom.” ( Alfred M. Lilienthal: What Price Israel, 1953)

I The History of Ancient Israel, lyder ekkoet fra Lilienthal hos Michael Grant, ved at pointere, at betegnelserne ”jøde”, ”hebræer” og ”israelit” ikke altid kan anvendes i flæng: ”’Jøde’, ’hebræer’, ’israelit’ bliver nogle gange anset for synonymer, men dette er strengt taget ikke tilfældet. Ordet ’jøde’ (oprindeligt om efterkommerne af Jakobs fjerde søn Juda) indeholder en bred vifte af betydninger – religiøs, kulturel, etnisk, biologisk – som betyder, at betegnelsen næppe kan bruges uden en vildledende effekt, før Israels eller Judas fald, eller sågar, som nogle ville sige, før de i eksils tilbagevenden[fra Babylon]… Betegnelsen ’israelitter’ eller ’Israels folk’ bliver brugt i tidligere perioder … Men så snart vi har nået den epoke, hvor landet er blevet delt mellem Israels og Judas riger, vil ’israelitter’ og ’Israels folk’ ganske bevisligt blive opgivet som generiske betegnelser.” (Michael Grant: Appendix 11, The Names of the Country and the People, fra The History of Ancient Israel, 1984.)

Bibelen bruger ikke betegnelsen ”jøder”, når den refererer til Jakobs tolv sønner som en helhed, eller til deres efterkommere, der blev til Israels tolv stammer, af den enkle grund, at ikke alle israelitter nedstammede fra Judas stamme, eller rige. Denne fejl har ført mange til at begå fejl i den bibelske fortolkning og eskatologi.

Den tidligste dato, hvor betegnelsen ”judæer” kunne blive retmæssigt anvendt, var om enhver, der ved fødsel var Judas børn. Derfor er det fejlagtigt at identificere Abraham, Isak og Jakob eller nogen af Jakobs andre elleve sønner som judæere eller jøder. At kalde Abraham for en judæer, ville betyde, at alle hans efterkommere, herunder hans førstefødte søn Ismael, stamfaderen til nutidens arabere, ville være judæere. Kort fortalt, hvis Abraham var jøde, så ville nutidens arabere være judæere.

Det er endvidere fejlagtigt at kalde Abraham for en israelit. De første israelitter var børn af hans barnebarn Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. Abraham bliver retmæssigt identificeret som en hebræer i 1. Mosebog 14:13.

Bibelen identificerer passende folket kendt som jøder eller judæere. Ved Salomos søn, kong Rehabeams tid, bestod nationen Israel af tolv stammer, der var delt i to huse, Judas hus og Israels hus. 1. Kongebog 12 har detaljer om denne deling.

Kun folket fra Judas hus blev kendt som jøder, som det gengives i de engelske versioner af Bibelen [O.a.: Og de danske.]. Den første forekomst af ordet ”jøde” i Bibelen findes i 2. Konge 16:6, og det er efter, at de to huse er blevet delt. [O.a.: I den danske autoriserede oversættelse fra 1992 første gang i Ester 2:5.] Fra denne tid og fremefter anvender Bibelen alene ordet ”jøder” om efterkommerne af Judas stamme eller borgerne i det sydlige rige eller Judas hus. De eneste undtagelser findes i Ester 8:17, Åbenbaringen 2:9 og 3:9, hvor ikke-israelitter antog navnet og/eller religionen fra Judas hus, og blev kendt som judæere.

I A Partisan History of Judaism vidnede rabbi Elmer Berger, at alene de folk fra Judas stamme eller folk blev kaldt for jøder i Skriften: ”Det er interessant… at vide, at disse stammer [israelitterne fra alle tolv stammer, der kom ind i Kana’an] og deres følgende sammenslutninger, endnu ikke faktisk var jøder; og at der ikke var nogen ’jødisk’ nation. Det var ikke før mange år efter disse folks tidligste oprindelser, at vi finder ordet ’jøder’ i de bibelske tekster. Den tidligste reference er sandsynligvis i Anden Kongebog, kapitel 18, vers 26, hvori det sprog, som folket i det sydlige Judas rige, bliver kaldt for ’jødernes sprog’. Dette afsnit er i forbindelse med en episode tæt på perioden for det babyloniske eksil, og folket selv eller deres religion bliver ikke omtalt, af Bibelen, som jøder, indtil efter eksilet.” (Rabbi Elmer Berger: A Partisan History of Judaism, 1951.)

Med undtagelsen af ikke-israelitiske proselytter, der antog navnet fra jødedommens religion, var folket identificeret som jøder gennem hele Bibelen de fysiske efterkommere af Judas hus, der bestod af stammerne Juda, Benjamin og Levi. Betegnelsen ”jøder” bliver aldrig anvendt i Bibelen om alle Israels tolv stammer.

Den anerkendte judæiske historiker fra det første århundrede, Flavius Josefus, bar vidne om den kendsgerning, at betegnelsen ”jøder” stammede fra Judas stamme, og blev anvendt om efterkommerne af Judas hus, der kom ud af det babylonske fangenskab: ”Så jøderne forberedte sig til arbejdet: det er det navn, de bliver kaldt fra den dag de kom op fra Babylon, som er taget fra Judas stamme, som kom først til disse steder [Jerusalem og Judas land], og derfra har både de og landet den benævnelse.” (Flavius Josefus: Josephus: The Antiquities of the Jews 11:5:7.)

Mange kristne holder ukorrekt fast ved, at betegnelsen ”jøder” blev synonym med alle tolv stammer, da en rest fra det to-stammede Judas hus vendte tilbage fra det babylonske fangenskab for at genopbygge Jerusalem under Ezra og Nehemias. F.eks. stiller Foy Wallace følgende ubegrundede spørgsmål omkring judæerne: ”Efter tilbagekomsten fra Babylon, påbød Ezra et syndoffer for hver eneste af Israels stammer, og han refererede til dem som ’hele Israel’. … Hvorfor ofre for ’hele Israel’, hvis det kun var jøderne, der vendte tilbage fra Babylon, og ikke Israel … ?”

Et fornuftigt svar ville være – hvorfor skulle Ezra ikke have gjort det? Der kan ikke bevises noget ud fra den kendsgerning, at Ezra ofrede for alle tolv stammer, da han indviede Guds hus. I den apokryfe 2. Makkabæerbog, skrevet i det andet århundrede f.Kr., gør en præst ved navn Jonatan, en lignende ofring, på hvilken tid, hvor han bad for Israel i sin helhed, selv om kun en del af Judas hus var tilstede på den tid: ”Da vi står for at skulle fejre … løvhyttefesten og ligesom ildfesten, dengang da Nehemias byggede både templet og alteret og bragte ofre … Men offeret blev fortæret af ilden, holdt præsterne bøn, både præsterne og hele forsamlingen; Jonatan begyndte: … såvel som Nehemias stemte i. Bønnen havde følgende ordlyd: ’Herre, Herre, Gud, altings skaber … Tag imod ofret for hele dit folk Israel, bevar din ejendom, og gør den hellig! Saml dem af os, der lever i landflygtighed, befri dem, der er slaver hos hedningerne, se til de ringeagtede og afskyede, og lad hedningerne erkende, at du er vor Gud.” (1. Makkabæerbog 1:18-25)

I 1. Konge 18:30-32 bliver vi informeret om, at ”Elias tog tolv sten, svarende til tallet på Jakobs sønners stammer” (v. 31), og ”Af stenene byggede han et alter i Herrens [Jahves] navn” (v. 32)på Karmels bjerg ved den tid og det sted, hvor kun de ti stammer var til stede. Profeten Daniel bad også Jahve om tilgivelse for, ikke blot hans med-judæere i det babylonske fangenskab, men for hele Israel nær og fjern: ”Jeg, Daniel … Jeg bad til Herren [Jahve] min Gud og bekendte … Vi har syndet … Retfærdigheden tilhører dig, Herre [Jahve], skammen i dag tilhører os, Judas [hus’] mænd, Jerusalems indbyggere og alle israelitter, hvad enten vi er nær eller fjern i alle de lande, du har fordrevet os til, fordi vi var troløse mod dig … Hele Israel[s nation] overtrådte din lov …” (Daniel 8:27-9:11)

Det var almindelig skik for præster og profeter at ofre eller bede på alle tolv stammers vegne, selv når nogle af stammerne ikke var til stede på det tidspunkt. Ezras bog afslører, at Ezra gjorde det samme. Han ofrede for hele Israel – resten af de to stammer, der var vendt tilbage til Jerusalem, og de resterende ti stammer, der var adspredt blandt andre nationer.

The International Standard Bible Encyclopædia identificerer dem, der vendte tilbage til Jerusalem fra det babylonske fangenskab, og speciferer dem som værende fra stammerne Juda, Benjamin og Levi: ”I det første år af hans [kong Kyros’] styre over Babylon, udstedte han et edikt (2. Krønike 26:22 ff; Ezra 1:1 ff), der tillod jøderne at vende hjem, med det bud, at de atter skulle oprejse deres tempel … Som overhoved for dem, der vendte tilbage, stod Shesbazzar, der sandsynligvis er identisk med Zerubbabel … og også ypperstepræsten Josva … De var ledsaget af blot en lille del af dem i eksil, d.v.s. af 42.360 mænd og kvinder og børn, mandlige og kvindlige tjenere, specielt fra stammerne Juda, Benjamin og Levi, men fra sidstnævnte stammer flere præster end andre levitter.” (James Orr: Israel, History of, fra The International Standard Bible Encyclopædia, 1939.)

Jamieson, Fausset og Browns kommentarer om Ezra 2:1 stemmer overens med The International Standard Bible Encyclopædia: ”… dem, der var blevet ført væk – d.v.s. efterkommerne, herunder børn, børnebørn og oldebørn af dem, som Nebukadnezar havde ført væk til Babylon. Dem, der bliver nævnt i følgende katalog, var da, ikke af de ti stammer, der var adspredte i forskellige og udbredte distrikter af Assyrien, men jøderne i eksil boede i eller omkring Babylon. Zerubbabel, Judas prins, boede der selv; og derfra flokkedes der jøder omkring hans standard, der udgjorde den første karavane, og udgjorde primært eller udelukkende dem af Judas og Benjamins stammer, der tog initiativet til rejsen til deres fædres land, både fra deres placering i Babylon, og fra deres større interesse i arbejdet om at genopbygge Jerusalem og templet.” (Robert Jamieson, A.R. Fausset og David Brown: A Commentary Critical, Experimental and Practical on the Old and New Testaments, 1967.)

Judas hus bestod af de tre stammer, Juda, Benjamin og Levi: ”Juda og Benjamin … Præsterne og levitterne i hele Israel kom fra alle egne og trådte i hans [Rehabeam, kongen over Judas hus] tjeneste; levitterne forlod deres græsmarker og deres ejendom og drog til Juda og Jerusalem …” (2. Krønike 11:12-14)

Et lille følge af nogle fra de andre ti stammer forbandt sig med judæerne på visse tider, ifølge 1. Krønike 9:1-3; 2. Krønike 11:13-17 og 15:8-9. Mens at dette er sandt, så forblev der en definitiv skelnen mellem de to huse. 1. Konge 12:23-24, og andre afsnit for talrige til at citere, påviser denne deling mellem de to huse i Israel.

Folk, der er fast besluttede på at bruge betegnelsen ”jøder” synonymt med alle Israels tolv stammer fra Ezras og Nehemias’ tid og fremefter, forsøger at bruge afsnit fra 1. og 2. Krønike til at understøtte deres påstande. Adam Clarke tænkte anderledes: ”Judas kongerige udgjordes af stammerne Juda og Benjamin, med levitter; alle de resterende [de ti stammer] forblev i skismen med Jeroboam, og udgjorde Israels kongerige. Selv om nogle af disse stammer faktisk vendte tilbage til Juda, vendte ingen hel stamme nogen sinde tilbage til det kongerige.” (Adam Clarke: Clarke’s Commentary, 1850.)

Et tæt studie af de forudgående afsnit og en ærlig evaluering af profeterne tilbageviser enhver fortolkning, der forener Judas hus med Israels hus før den ny pagts dispensation. Demografi og sund fornuft sammenstemmer.

Forskellige studier har anslået den samlede befolkning i de to huse Israel og Juda på tiden for deres respektive fangenskaber til et sted mellem fem og tredive millioner. Ezra 2:64-65 erklærer, at 49.697 judæere vendte tilbage til Jerusalem fra det babylonske fangenskab. Ved at bruge de mest konservative overslag på 5.000.000 israelitter fra alle tolv stammer i live på den tid, og trække nogenlunde 50.000 judæere fra, der vendte tilbage til Jerusalem, står vi tilbage med 4.950.000 israelitter fra begge huse, der ikke vendte tilbage til Jerusalem.

Alene tallene forkaster antagelsen, at begge huse, Juda og Israel, blev genforenet, da de 50.000 judæere vendte tilbage for at genopbygge Jerusalem, efter deres babylonske fangenskab.

Jamieson, Fausset og Browns kommentarer anerkender, at judæerne, der vendte tilbage til Jerusalem fra Babylon ikke repræsenterede genforeningen af Israels hus med Judas hus, som forudsagt af profeterne: ”… de ti stammer vendte ikke tilbage ved genopbyggelsen fra Babylon, men skal fortsætte adskilt fra Juda indtil den kommende genforening med den stamme ved genoprettelsen … en fremtidig fuldstændig opfyldelse heraf må derfor spejdes efter.”

I det første århundrede e.Kr., omtrent 500 år efter Ezra og Nehemias, placerede Flavius Josefus de adspredte ti stammer hinsides Eufrates-floden: ”… de ti stammer er hinsides Eufrates indtil nu, og er en fantastisk stor mængde, og kan ikke anslås i antal.” (Flavius Josefus: Josephus: The Antiquities of the Jews 11:5:2.)

Oven i købet nutidige jøder lærer, at alene Juda, Benjamin og Levi vendte tilbage til Jerusalem efter deres fangenskab i Babylon. I en artikel med titlen, Where Are the Ten Tribes? i The Jewish Quarterly Review, skelner Adolf Neubauer mellem de ti stammer og de to stammer, der vendte tilbage fra Babylon: ”Israels fangne i eksil hinsides Eufrates vendte ikke hjem som en helhed til Palæstina sammen med deres brødre, de fangne fra Juda … Ezra og Nehemias giver kun opregningen ’Dette er de folk, der stammede fra provinsen Juda, som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem babylonerkongen Nebukadnesar havde ført i eksil til Babylon, og som nu vendte hjem til Jerusalem og Juda, hver til sin by.’” (A. Neubauer: Where Are the Ten Tribes?, fra The Jewish Quarterly Review, 1889.)

I Discourses, Argumentative and Devotional on the Subject of the Jewish Religion, skrev rabbi Isaac Leeser, at de to huse ikke blev genforenet efter det babylonske fangenskab: ”Men halvfjerds år udløb snart, og ved deres afslutning vendte kun et lille antal jøder, nu ikke længere de forende israelitter, tilbage for at generhverve deres land, og de boede der atter…” (Rabbi Isaac Leeser: Discourses, Argumentative and Devotional on the Subject of the Jewish Religion, 1836.)

Neubauer tilføjede, at ifølge profeterne, bliver de ti stammer af Israels hus ikke genforenede med de to stammer af Judas hus, indtil Messias’ komme. Han pointerede, at judæerne ved Ezras og Nehemias’ tid ikke så på denne forsoning som havet fundet sted i deres tid, men som noget, der skulle opfyldes i fremtiden: ”… de ti stammers tilbagevenden var et af profeternes store løfter, og Messias’ komme er derfor nødvendigvis identificeret med epoken for deres forløsning … håbet om de ti stammers tilbagevenden med Messias ophørte ikke blandt jøderne i tiden for det andet tempel…”

Abraham Yagel, en italiensk jøde fra det sekstende århundrede, pointerede, at det ti-stammede Israels hus ikke vendte tilbage ved tiden for genopbygningen af det andet tempel, men at de skulle vende tilbage ved Messias’ første komme. Yagel anerkendte ikke Yeshua [O.a.: Hebraisk for det græske Jesus.] som Messias, derfor forventede han fejlagtigt, at de ti stammer skulle vende tilbage på en senere dato: ”… det er derfor klart for enhver med sine sansers fulde brug, at stammerne [d.v.s. de ti] stadig eksisterer, og at de vil vende tilbage ved den tid, hvor Forløseren skal komme til Sion.” (Abraham Yagel: Beth hal-Lebanon, citeret af A. Neubauer, Where Are the Ten Tribes?, fra The Jewish Quarterly Review, 1889.)

Disse kilder beviser i sig selv ingenting. Bibelen må være vor autoritet, og en person behøver blot at læse Ezras og Nehemias’ bøger for at bekræfte, at Judas og Israels huse ikke blev genforenet på det tidspunkt i historien: ”Overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens [Jahves] tempel i Jerusalem. … da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.” (Ezra 1:5-11) ”Men da Judas og Benjamins fjender hørte, at de, der havde været i landflygtighed [i Babylon], var ved at bygge Herren [Jahve], Israels Gud, et tempel …” (Ezra 4:1) ”Så gik der bud ud til alle i Juda og Jerusalem, der havde været i landflygtighed, om at samles i Jerusalem. Enhver, der ikke kom i løbet af tre dage, hans ejendom skulle der lægges band på efter stormændene og de ældstes bestemmelse, og han skulle skilles ud fra de landflygtiges forsamling. I løbet af de tre dage samledes alle Judas og Benjamins mænd i Jerusalem…” (Ezra 10:7-9) ”Da lagde Gud mig på sinde, at jeg skulle samle de fornemme, fyrsterne og folket for at lade dem registrere, og jeg fandt bogen med registeret over dem, der tidligere var draget op. I den fandt jeg skrevet: Dette er de folk, der stammede fra provinsen Juda, som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem babylonerkongen Nebukadnesar havde ført i eksil, og som nu vendte hjem til Jerusalem og Juda, hver til sin by.” (Nehemias 7:5-7)

Kong Nebukadnesar førte kun Judas hus i fangenskab til Babylon, derfor vendte kun dem, der var ført til Babylon, tilbage fra Babylon. Ezra bestemte, at Juda og Benjamin repræsenterede ”alle dem i eksil”, for derfor endegyldigt at påvise, at alene Judas hus vendte tilbage fra det babylonske fangenskab.

Der er ingen bibelsk retfærdiggørelse for påstanden om, at Israels hus vendte tilbage til Jerusalem sammen med Judas hus. Derfor bliver alene israelitter fra Judas hus, i Ezras og Nehemias’ bøger, kaldt for judæere.

Ezra og Nehemias bruger betegnelserne ”judæere” og ”israelitter” i flæng, fordi at efterkommerne af Judas hus kunne kaldes ved begge navne. De var judæere i ordets snævre betydning, og israelitter i brede forstand. Hurlbut’s Story of the Bible skildrer Judas hus’ tvedelte omtale: ”Fra denne tid [judæernes fangenskab i Babylon] bliver disse folk kaldt jøder, et navn, der betyder ’folk af Juda’. … Og fordi de engang havde tilhørt Israels tolv stammer … blev de også omtalt som israelitter.” ( Jesse Lyman Hurlbut: Hurlbut’s Story of the Bible, 1932.)

Denne udtalelse kan man ikke komme med angående Israels ti stammer. Fordi de ikke kan komme under kriterierne for at blive kaldt for judæere, var de derfor kun kendt som israelitter.

I Amos 3:7 erklærer Jahve, at Han ”gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.” Jahve åbenbarede aldrig nogen sinde for nogle af Sine profeter, at Han ville bringe både judæere og israelitter tilbage til Jerusalem umiddelbart efter det babylonske fangenskab. I stedet afslørede Han gennem Sin profet Jeremias, at kun judæere ville vende tilbage til Jerusalem på den tid: ”Dette er det brev, profeten Jeremias sendte fra Jerusalem til de overlevende ældste blandt de landflygtige og til præsterne, profeterne og alle dem, som Nebukadnesar havde ført bort fra Jerusalem til Babylon. … Dette siger Hærskarers Herre [Jahve], Israels Gud, til alle de landflygtige, som jeg har ført bort fra Jerusalem til Babylon: … Dette siger Herren [Jahve]: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted.” (Jeremias 29:1-10)

Robert Youngs Analytical Concordance to the Bible opsummerer sandheden omkring den bibelske betegnelse ”jøde”: ”Strengt talt, så er navnet alene passende til undersåtterne af de to stammers kongerige, efter adskillelsen fra de ti stammer i 975 f.Kr.” ( Robert Young: Jew, fra Analytical Concordance to the Bible, 1980.)

Dette første hint fastslår, at betegnelsen ”jøde” kun omhandler Judas hus. Denne ene bibelske kendsgerning burde begynde at få den måde, som nutidskristne ser på Bibelens historie og profetier.

Original-titel: The Cast of Characters: Biblical Jews (kapitel 2 fra bogen The Mystery of the Gentiles (Februar 2005)). Ted R. Weiland er præst ved Mission to Israel i Nebraska, evangelist, forfatter til en række bøger, og en eftersøgt debattør.